Reglement
Lemvig Bibliotek kan bruges af alle. Det er gratis at bruge biblioteket, hvis du overholder lånetiden. Hvis du ikke har fast bopæl i Danmark, kan biblioteket opkræve et depositum ved udlån.
Lånerkort
Er du over 18 år, fungerer sundhedskortet som lånerkort. Før du kan bruge sundhedskortet, skal du oprettes som bruger af biblioteket. Det kan du gøre via MitID på bibliotekets hjemmeside, eller ved at du personligt henvender dig på biblioteket og har dit sundhedskort med.
Hvis du er under 18 år, kan du få dit eget lånerkort.
Det er kun dig selv, der må bruge dit sundhedskort eller dit lånerkort, og du er selv ansvarlig for de materialer, der bliver lånt på dit kort.
Bliver dit sundhedskort eller lånerkort væk, skal du straks melde det til biblioteket, som spærrer dit kort for at undgå misbrug.
Glemt pinkode
Hvis du har glemt pinkoden til selvbetjening, kan du lave en ny ved at logge dig ind på bibliotekets hjemmeside med MitID og ændre koden under din lånerprofil. Du kan også henvende dig personligt på biblioteket. Ved personlig henvendelse skal du medbringe legitimation som sundhedskort, pas eller kørekort.
Servicemeddelelser via sms og e-mail
Når du bliver oprettet som bruger af biblioteket og oplyser e-mail eller mobilnummer, accepterer du at modtage servicemeddelelser om lån, bestillinger, reserveringer og om din egen brug af bibliotekets forskellige tjenester. Læs mere om, hvordan biblioteket bruger dine data.
Opdatering af dine oplysninger
Det er dit ansvar at opdatere oplysninger som fx e-mail adresse og/eller mobilnummer, som du har oplyst biblioteket, så disse altid er korrekte. Du kan opdatere dine kontaktoplysninger under din profil, når du er logget ind på bibliotekets hjemmeside. Du kan også henvende dig på biblioteket.
Ansvar
Biblioteket påtager sig intet ansvar, hvis lånte materialer beskadiger din pc, programmer eller afspilningsudstyr. Du er selv ansvarlig for at se materialet igennem for fejl og mangler, inden du låner og afleverer materialet.
Lånetid og aflevering
Lånetiden er normalt 28 dage, dog er lånetiden på kviklån kun 14 dage. Du kan se din afleveringsfrist under dine lån på hjemmesiden, i appen Biblioteket eller på din udlånskvittering.
Normalt kan du forlænge lånetiden, hvis materialet ikke er lånt af andre. Fornyelse af materialer kan først ske 7 dage før afleveringsfristen. Du kan maksimalt forlænge lånetiden to gange. Kviklån kan ikke forlænges.
Du kan udskrive afleveringskvitteringer på bon eller få den tilsendt pr. mail. Afleveringskvitteringerne er din dokumentation for, at du har afleveret de lånte materialer. Kontroller ved aflevering, at de materialer, du afleverer, svarer til dem, der er på afleveringskvitteringen.
Du er selv ansvarlig for løbende at kontrollere, om du har registrerede lån af materialer under punktet lån, når du er logget ind på hjemmesiden. Du kan også kontrollere din lånerstatus på selvbetjeningsautomaterne på biblioteket.
Hvis du afleverer biblioteksmaterialer gennem brevsprækken eller med pakkepost, kan du ikke få en afleveringskvittering, og aflevering på denne måde er på eget ansvar. Bemærk, at din aflevering først registreres på bibliotekets næste åbningsdag, eller når posten når frem. Dette kan have betydning for størrelsen af et eventuelt gebyr.
Aflevering af materialer lånt på biblioteker uden for Lemvig Kommune
På Lemvig Bibliotek kan du aflevere materialer, som du selv har lånt på andre biblioteker. Bemærk, at aflevering til andre biblioteker sker på dit ansvar, og at du har ansvaret for materialet, indtil det er modtaget hos det långivende bibliotek.
Overskridelse af lånetiden
Hvis du overskrider lånetiden, skal du betale gebyr efter gældende takst.
Du skal betale gebyr for overskridelse af lånetiden, også selv om der ikke er sendt en advisering via mail, SMS eller push-besked via app eller en hjemkaldelse. Du har selv ansvar for at sikre, at du afleverer til tiden.
Erstatning
Hvis du ikke har afleveret et materiale 6 uger efter lånetidens udløb, betragter biblioteket det som bortkommet. Bortkommet eller beskadiget materiale skal du erstatte med erstatningspris.
Blokering eller bortvisning af borgere
Skylder du biblioteket 200 kroner eller derover i gebyrer og/eller erstatninger, bliver du blokeret for at låne, indtil gælden er betalt.
Hvis du gentagne tilfælde ikke afleverer lånte materialer eller afleverer lånte materialer i beskadiget stand, kan du udelukkes fra at låne på Lemvig Bibliotek.
Udelukkelse af dig som bruger sker med syv dages skriftligt varsel. I særlige tilfælde har biblioteket dog hjemmel til at foretage udelukkelse uden varsel.
Borgere, der ikke respekterer god ro og orden eller ikke følger personalets anvisninger, kan bortvises fra biblioteket.
Det selvbetjente bibliotek
Ud over den betjente åbningstid har Lemvig Bibliotek ubetjent åbningstid uden personale. I den ubetjente åbningstid kan du låne og aflevere materialer samt bruge bibliotekets øvrige tilbud på stedet.
Der er adgang til det selvbetjente bibliotek for borgere, der er registreret som brugere af biblioteket. Adgang sker ved, at du anvender sundhedskort eller lånekort.
Du må kun lukke dig selv ind. Dog kan forældre tage deres børn med ind. Andre skal lukke sig selv ind.
Ved indmeldelse får du en folder med bibliotekets reglement.
Reglementet er godkendt af Familie- og Kulturudvalget i Lemvig Kommune, xx. december 2024.